Foreningens risiko styres gennem de rammer, der på afdelingsniveau er sat for beholdningssammensætning etc. Rammerne fastlægges overordnet i vedtægterne og er mere detaljeret angivet i prospektet.
Fundamental Invests investeringer er aktivt forvaltede, dvs. at porteføljeforvalteren tager positioner i enkeltaktier med sigte på at opnå et så højt afkast som muligt uden unødige risici.
En afdeling forsynes altid med en samlet risikoindikator, som er et tal mellem 1 og 7, hvor 1 udtrykker den laveste og 7 den højeste risiko. Beregningen bygger på standardafvigelsen på afdelingens indre værdi over en periode på 5 år. Har en afdeling ikke eksisteret i 5 år, anvendes repræsentative data i stedet. Risikoindikatoren kan således ændre sig over tiden. Der findes også en risikoindikator, som anvender et trafiklysprincip, og her er investeringsforeningsbeviser altid gule uanset investeringsuniverset.
Historiske afkast er ikke en indikator for fremtidige afkast. Som investor bør man vælge sine investeringsbeviser efter den tidshorisont og risikovillighed, man har, og efter behov og indsigt søge investeringsrådgivning. Aktieinvesteringer anbefales som hovedregel til investering over længere tidshorisonter, typisk 5 år eller derover.
Risici på aktier
Foreningen investerer i danske aktier, og her kan man typisk opdele risiciene i tre komponenter:
- markedsrisiko, som ofte følger den økonomiske udvikling i samfundet,
- selskabsrisiko, som knytter sig til den enkelte udsteders virksomhed, og
- politisk risiko, som knytter sig til politiske og institutionelle forhold.
Operationelle risici
Herudover er man som investor afhængig af såkaldt operationel risiko, som kan optræde i flere former:
- strategirisici, som er en følge af det investeringsunivers og de frihedsgrader, som porteføljeforvalteren har,
- forvalterrisici, som er risikoen ved porteføljeforvalterens udvælgelse af de aktier, som indgår i porteføljen, og
- administrative risici, som knytter sig til den administrative håndtering af foreningen.