Aktiesparekonto

Aktiesparekonto

En Aktiesparekonto giver private investorer mulighed for at investere i aktier og investeringsbeviser, som indeholder aktier, til en mere gunstig beskatning end ellers. Teknisk set består Aktiesparekontoen af en indlånskonto og et værdipapirdepot. Du kan indsætte penge på kontoen og derefter investere i aktier og investeringsbeviser med aktier.

Loftet for indskud på aktiesparekontoen var kr. 51.100 fra 1. januar 2020 til 30. juni 2020. Fra den 1. juli 2020 er indskudsloftet hævet, så det er muligt for dig at indskyde kr. 100.000 på din Aktiesparekonto. Indskudsloftet pristalsreguleres årligt.

Du kan alene investere frie midler, dvs. almindelig fri opsparing på en Aktiesparekonto og ikke pensionsmidler eller midler i en virksomhed.

Du kan investere i aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked og investeringsbeviser i minimumsbeskattede investeringsinstitutter, hvor mindst 50 pct. af aktiverne består af aktier.

Det er en oplagt mulighed at investere i Fundamental Invests afdeling Stock Pick, der kan anvendes hertil.

Hvad med skatten?

Skatten på afkastet af Aktiesparekontoen er 17 pct., og det opgøres efter årets udgang efter lagerprincippet, dvs. inklusive udbytter samt realiserede og urealiserede kursgevinster og tab. Til sammenligning beskattes almindelig aktieindkomst med 27 pct. indtil en grænse på 52.900 kr. og med 42 pct. derover. Tab kan dog ikke umiddelbart fradrages i skatten i tabsåret, men bliver fratrukket i positivt afkast i de efterfølgende år.

Hvordan oprettes en aktiesparekonto?

Aktiesparekontoen skal oprettes i banken. Når den er oprettet, er det muligt at købe aktier og aktiebaserede investeringsbeviser på helt samme måde som ved andre aktiehandler. Se link til vejledningen her.